siden midten af forrige århundrede har svingdøre været et stille allestedsnærværende træk ved moderne byer rundt om i verden. Men har de deres oprindelse i en mands neurotiske holdning til at holde døre åbne for kvinder?
det mest citerede eksempel på denne legende er en artikel fra 2013 i skifer af Roman Mars, af designpodcasten 99% usynlig.
historien går sådan: Theophilus Van Kannel hadede ridderlighed. Der var intet, han foragtede mere end at prøve at gå ind eller ud af en bygning, og låse horn med andre mænd i et spil “Åh du først, jeg insisterer.”Men mest af alt hadede Theophilus Van Kannel at åbne døre for kvinder. Han begyndte at opfinde sig ud af social fobi.
i den ledsagende podcast-episode advarede Mars: “Husk, at med alle disse oprindelseshistorier, når de lyder lidt for meget som historier, er de sandsynligvis ikke helt sande.”
David McCall, skriver i den australske Designanmeldelse fire år senere, spores også opfindelsen til Van Kannels påståede kvindehad:
historien går, at han opfandt svingdøren, fordi han simpelthen hadede at holde døre åbne for mennesker, især kvinder. Det er også blevet rapporteret, at Kannel var en mand uden familie. Disse to fakta er muligvis ikke uafhængige.
den tidligste version af historien, som vi kunne finde, var et indlæg fra 2008 af Jaime Morrison på kunst-og designbloggen the Nonist, der gik i detaljer om oprindelsen af Van Kannels modvilje mod ridderlighed, spore det tilbage til en offentlig spanking fra sin mor og tilskrive sin opfindelse til sin kones insistering på, at han altid holder åbne døre for hende.
det ser ud til, at da Van Kennel var en dreng, stadig i pleje af sin mor, men bare på grund af kulturel manddom, fandt han de langvarige regler for ridderlighed temmelig generende. Især nægtede han at acceptere, at han forventedes at åbne døren for kvinder og lade dem krydse tærsklen foran ham.
en fjollet slags besynderlighed til vores sind, sikkert, men det blev taget alvorligt nok af sin mor, at hun efter talrige advarsler og trusler til sidst følte sig tvunget til at handle. Van Kennel familiehistorier siger, at hun på et tidspunkt i sit tolvte år administrerede en vild, bare bundspanking, under en salon i familiens salon, i fuld og eksplicit visning af 37 lokale mødre og døtre.
…havde dette været den eneste episode, verden måske aldrig havde haft en svingdør at blande igennem. Som det sker, imidlertid, Theophilus Van Kennel giftede sig med en kvinde, der, skønt smuk og listigt klog, havde en underlig og stædig egenart.
Young Abigail Van Kennel, ser det ud til, nægtede at gå fra et værelse i deres lejligheder til et andet uden hjælp fra Theophilus.
det blogindlæg indeholder tungen-i-kinden ansvarsfraskrivelse, at “…alle usandheder er, jeg forsikrer dig, min egen. Jeg overlader det til dig at finde ud af, hvilken der er hvilken”; og citerer kun en kilde, et essay af mit — professoren James Busard-som ikke nævner Van Kannels nu legendariske misogyni.
på trods af omfattende arkivforskning fandt vi faktisk ingen beviser for at sikkerhedskopiere det vedvarende rygte om, at Theophilus Van Kannel opfandt og raffinerede drejedøren på grund af en neurotisk modvilje mod at holde døre åbne for kvinder og andre. Faktisk fandt vi flere beviser, der alvorligt undergraver troværdigheden af denne påstand.
i Juli 1882 an H. Bockhacker modtog et patent i Berlin for en “TH lurer ohne Luftlug” (“trækfri dør”), hvis design i det væsentlige er designet til en drejedør.
seks år senere, den 7.August 1888, Theophilus Van Kannel Fra Philadelphia, Pennsylvania modtog Patent #387.571 for sin “Stormdørstruktur.”
i sin patentansøgning skrev Van Kannel:
det vil være tydeligt, at en stormdørstruktur af den beskrevne karakter har adskillige fordele i forhold til en hængslet dørstruktur af den sædvanlige karakter, for da døren passer tæt ind i huset, er den helt lydløs i sin drift og forhindrer effektivt indgangen til vind, sne, regn eller støv, enten når den er lukket, eller når personer passerer gennem den. Desuden kan døren ikke blæses Åben af vinden, da trykket er ens på begge sider af bevægelsescentret.
Van Kannel patenterede efterfølgende adskillige forbedringer og forbedringer af den roterende dør, grundlagde Van Kannel revolverende Door Company og døde i Ny York City juleaften, 1919, i en alder af 78 år.
han blev født i en bjælkehytte i Coshocton County, Ohio, den 21.oktober 1841, til Sveriges indvandrerforældre. Gennem hele sit liv var han en produktiv opfinder.
en publikation fra 1988 af hans selvbiografi og tidsskrift, der er anbragt i Library of Congress, viser 49 patenter, men bogens redaktør skriver, at Van Kannel måske faktisk har sat sit navn til “omkring 75” af dem.
i årenes løb opfandt Theophilus en kirsebærstoner, ciderfabrik, vandbrand, forsendelsesmærke, gasmaskinekontrolventil, en symaskine, et “apparat til skoldning af grøntsager eller frugt” og mange flere. Han var også opfinder og ejer af Heksebølgerne ride på en Coney Island forlystelsespark.
han giftede sig med Amanda Clayton fra Chester, Illinois, og i November 1867 havde parret en datter ved navn Lulu. Dette afviser David McCalls forslag om, at Van Kannels påståede kvindehad skyldtes, at han ikke havde en familie. Det gjorde han. Det faktum, at Van Kannels kone blev navngivet Amanda, undergraver også Nonistens farverige historier om sin kone “Abigail”, som “nægtede at gå fra et værelse i deres lejligheder til et andet.”
faktisk indeholder Theophilus Van Kannels to-bind, næsten 500-siders selvbiografi og tidsskrift ikke noget bevis for nogen neurose relateret til kvinder eller nogen sociale fobier af nogen art. Hvad det afslører er en multi-talentfuld ung mand, noget ædru og lige snøret, der kæmpede i mange år med gæld og et kunstigt ben, men nød et ret sundt socialt liv, kombineret med en konsekvent dedikation til sit arbejde.
han skrev ofte til sin mor, besøgte regelmæssigt sin søster og hendes familie og talte kærligt om sine kvindelige slægtninge. (Hans journalpost den 30.januar 1864 lyder: “brev fra min søster, der beder mig om at skrive en nekrolog til sin mand. Sendt $5 til mor.”)
en anden post antyder, at Van Kannel forstod og hædrede de victorianske normer for ridderlighed uden forbehold.
28 September 1861 (19 år gammel): … Jeg fik tilladelse til at købe nogle vinduesgardiner til skolehuset. Mens hun var på posthuset, kom en meget gammel dame ind for at sende et brev, men hun havde ingen penge til at betale for frimærket. Hun bad postmesteren, HR. Jeg købte derefter ti cents værd af frimærker og sendte hende brev. Hun var en fremmed for mig…
da han voksede ind i 20 ‘ erne, viser Van Kannels journal ham, at han går efter unge kvinder i Cincinnati, Ohio, alt imens han følger reglerne for ridderlighed og dekoration.
26 februar 1863 (21 år gammel): vi gik alle sammen i kirken igen i aften for at øve vores dele til udstillingen, og alle viste stor forbedring. For første gang mønstrede jeg nok mod til at bede en ung dame om sit selskabshjem, og hun accepterede meget let.
intet i hans dagbog antyder den slags “social fobi” eller kvindehad involveret i de mange historier, der blev fortalt om ham 150 år senere. Han gik i kirke hver søndag, underviste børn, gik i skole med mænd og kvinder, var et aktivt medlem af debatsamfund, mødte venner til middag og drinks (selvom han ikke kunne lide beruselse) og lejlighedsvis eskorterede unge kvinder hjem eller til teatret.
hans interesser og opfindelser var eklektiske. I 1867 udviklede han allerede en type dørfjeder, og det er slet ikke overraskende, at han ville vende sig mod den innovation, der til sidst blev drejedøren.
svingdøre slipper træk ind, hvilket gør det vanskeligt at kontrollere temperaturen i en bygning, især en med kraftigt fodfald som en bank eller togstation. Det er i overensstemmelse med mønsteret i Van Kannels professionelle liv, at han ville have identificeret dette problem og forsøgt at løse det ved hjælp af sin gave til teknik.
hans opfindelse af svingdøren kræver ikke en psykologisk motivation. Vi var heller ikke i stand til at finde en, på trods af at vi læste hundreder af sider med arkivmateriale og Theophilus Van Kannels journal selv. Vi kiggede på flere nyheder og kronikker om Van Kannel, nogle dating til begyndelsen af det 20.århundrede. Ikke en nævnte Van Kannels nu mytiske misogyni eller modvilje mod ridderlighed — indtil den ikke-religiøse post, hvis sandhed er yderst tvivlsom.
vi kontaktede 99% Invisible podcast, men vi modtog ikke et svar inden offentliggørelsestid.
i Oktober 2018 modtog vi en e-mail fra Jaime Morrison, skaberen af den Nonistiske blog og forfatter af 2008-artiklen om Theophilus Van Kannel og opfindelsen af svingdøren. Morrison fortalte os, at han havde skrevet om Van Kannels nu legendariske kvindehad som ikke mere end en vittighed, som han var skuffet over at finde, var blevet taget alvorligt af andre:
jeg ville bare bekræfte, at ja, stykket var faktisk et humorstykke, og at ja ridderaspektet i historien var en total fabrikation…da jeg skrev stykket antog jeg, at ideens absurditet ville være selvindlysende og endda afdækket ved at inkludere ansvarsfraskrivelsen, som . Ak, den gamle kastanje om antagelser beviste sin iboende visdom endnu en gang.