titlen på denne tale er “hvad er og er ikke Evangeliet?”Jeg må antage, at grand poohbahs fra T4G bad mig om at holde denne tale på grund af en bog, jeg skrev for ti år siden i denne måned, kaldet Hvad er evangeliet? Det har været vidunderligt gennem årene at høre historierne om, hvordan Herren har brugt “den lille sorte bog” til at opmuntre troende og endda bringe folk til tro på Jesus.
men tro det eller ej, den bog—og det er definitionen af evangeliet som en proklamation, som vi er ansvarlige over for; problemet med menneskelig synd; Guds løsning på dette problem i Kong Jesu substitionære liv, død og opstandelse; og opfordringen til os til at reagere på Jesus i omvendelse og tro—har ikke været uden dens modstandere.
evangeliets bankende hjerte
nu har jeg ikke til hensigt at bruge denne tid til at forsvare en bog, jeg skrev for ti år siden. I stedet, Jeg vil bruge denne tid til at deltage i en samtale med en bestemt anklage, der ofte er rettet mod alle os, der forstår Bibelen, for at lære, at evangeliets bankende hjerte er Jesu strafferetlige erstatning for os og vores retfærdiggørelse ved tro alene på ham.
jeg læste for nylig to bøger, der gør denne afgift, Scot McKnight ‘s Kongen Jesus evangelium og Matthæus Bates’ evangelium troskab: hvad tro på Jesus savner for frelse. Disse forfattere bruger en betydelig mængde tid på at interagere med min lille sorte bog, blandt andre. Jeg var især taknemmelig for at løbe over denne sætning i Bates bog, nær slutningen, når han opsummerer tingene:
skulle protestanter bryde fællesskab med eller ekskommunikere protestantiske ledere som Chandler, Gilbert, MacArthur, Piper og Sproul, hvis det er sandt, at de har begået fejl om evangeliets sande indhold og grænser? Absolut ikke. Dette ville være vildt upassende.
min første tanke om at læse dette var selvfølgelig “hold da op. Ikke dårligt selskab; jeg tager det.”Jeg ville tage den sætning ud og indramme den. Men så indså jeg, ” vent, spurgte han bare, om protestantiske evangeliske skulle bryde fællesskabet med mig og ekskommunikere mig?”Det koncentrerer vidunderligt sindet! Heldigvis, han vi skulle ikke ekskommunikere. Bates skriver senere, at måske Matt, John, R. C. Og jeg faktisk dybt ned stoler på Jesus på en frelsende måde, selvom vi ikke kan formulere det meget godt.
alligevel er grunden til, at jeg bringer disse to bøger op, fordi de på deres egen måde hver især anklager os i denne reformerede evangeliske lejr, hvis jeg kan male i brede streger i et minut. Denne anklage er, at ved at centrere forkyndelsen af evangeliet omkring Jesu straffeerstatnings Forsoning for vores synder, og på retfærdiggørelse gennem tro alene på Kristus alene, ignorerer og sublimerer vi det, der faktisk er evangeliets hjerte.
og hvad er det? Godt, McKnight, Bates, og andre laver deres egne sager, med undertiden subtile og undertiden enorme forskelle og uenigheder, men det centrale forslag ser ud til at være, at evangeliet er erklæringen om, at Jesus er den længe ventede Messias eller konge af Israel. McKnight sætter denne erklæring som” evangeliet er historien om Jesus som kulminationen på historien om Israel, ” som ikke kun involverer kongedømme, men også andre tråde i historien; men kongedømme er bestemt nøglen til den historie. Bates udtrykker det helt ligetil: “evangeliets klimaks er, at Jesus er Kristus, Kongen.”
byrden af denne afgift er selvfølgelig at sikre, at vi som evangeliske—især som evangeliske prædikanter—ikke udskyder Jesus fra sin plads i skriftens store, fejende historie. Og jeg må sige, Jeg synes, det er en god advarsel. Det kan endda kvalificere sig som en legitim kritik af meget evangelisk forkyndelse, især når mindst en af vores mest kendte talsmænd udtrykkeligt opfordrer evangeliske til at “fjerne den kristne tro” fra Det Gamle Testamente.
det er sandt: mange af os ville blive hjulpet i vores forkyndelse af evangeliet ved ikke bare at forkynde de enkle (men sande) propositioner om substitutionssoningering og retfærdiggørelse ved tro alene, men ved at genoptage Bibelens epos og placere disse ting på deres rette plads i den store historie. Hvis folk tror, at kristendommen handler om tre eller fire sætninger, som du kan passe på et serviet, vil det virke lavt og spinkelt sammenlignet med de utallige andre verdensbilleder og religioner, der konkurrerer om deres opmærksomhed. Kristendommen hviler på en tryllebindende historie om verdens historie og fremtid—en historie om konger, erobringer, fiaskoer og indfrielser, der, når du først forstår det, gør Jesus betagende fantastisk.
ER DER ET “KINGSHIP GOSPEL”?
men hvad jeg ikke forstår om bøger, der gør denne sag til et “kongedømmevangelium” eller et “kongeligt evangelium”, er grunden til, at der så ofte er en impuls til at tage historien om Jesu kongedømme og skille den fra virkeligheden af personlig frelse, tilgivelse, forsoning og retfærdiggørelse. Det er forundrende; fordi budskabet ikke kun er “glem ikke, at frelse har en historie; Forkynd Korsets Ord og den gode nyhed om riget!”Det er ofte noget mere som,” evangeliet er, at Jesus er konge og ikke at han vinder frelse for sit folk.”
Scot McKnight beskriver for eksempel evangeliet som” erklæringen om historien om Jesus som kulminationen på historien om Israel”, og hvad han kalder ” frelsesplanen.”Men så trækker han en hård skelnen mellem de to:
nu til vores tredje store ide: den (personlige) frelsesplan. Frelsesplanen flyder ud af historien om Israel/Bibelen og historien om Jesus. Bibelens historie fra Israel til Jesus er den frelsende historie. Ligesom vi ikke tør mindske betydningen af denne historie, hvis vi ønsker at forstå evangeliet, så også med historiens frelsende virkninger.
men at sidestille frelsesplanen med enten historien om Israel eller Historien om Jesus fordrejer evangeliet og til tider ødelægger endda historien.
han fortsætter med at sige det et par gange mere. Frelsen “kommer fra” og “strømmer fra” evangeliet, men ” frelsesplanen og evangeliet er ikke den samme store ide.”
igen siger Matthæus Bates det endnu mere skarpt, men ideen er den samme:
min påstand er anderledes: vores retfærdiggørelse ved tro er ikke en del af evangeliet. Vi er nødt til at arbejde forsigtigt for at finde ud af nøjagtigt, hvordan retfærdiggørelse og tro hver for sig forholder sig til hinanden og til evangeliet. Men når vi begynder at sige, at det er evangeliet, eller endda en del af evangeliet, forvrænger vi alvorligt Bibelens præsentation.
du ser pointen her. Hvis forsigtighed og advarsel til os, selv for mig, fra forfattere som McKnight og Bates er “bror, prædik sandheden om retfærdiggørelse ved tro alene i Kristus alene, men glem ikke at sætte det i al sin herlige fortællingskontekst,” jeg er der! Men disse passager synes at sige noget andet. De synes at sige, at “Jesus er konge” er evangeliet, og at personlig frelse, forsoning og retfærdiggørelse ikke er.
JESUS ER KONGE-MEN HVAD GØR KONGEN?
Hvad siger vi til det? Godt, vi siger, at det er forkert, og der er masser af skriftsteder, vi kunne pakke ud for at bevise det. Men jeg synes, det er forkert, selv på et niveau, der er højere end en flok bevistekster, og det er det, jeg vil uddybe i resten af denne tale. At sige, at “Jesus er konge” er evangeliet, og at personlig frelse, forsoning og retfærdiggørelse ikke er evangeliet, er forkert, netop fordi det ikke kæmper med, hvad kongedømme i Israel faktisk betød. Det kæmper ikke med, hvem Kongen er, og hvad han forventes at gøre.
så hvad jeg vil gøre her er at vise, at du skal forkynde evangeliet om, at Jesus er konge—men du kan ikke med rette gøre det uden at forkynde, hvad den Konge gør: kongen står i sit folks sted, og han lider og dør i deres sted for at redde dem fra deres synder.
Hør mig nu ud: det er ikke bare tilfældigt; det er ikke kun, hvad en konge, Jesus, tilfældigvis skulle gøre. At repræsentere og lide for dit Folk var, hvad kongedømmet i Israel betød. Det var, hvad Kongen forventede at gøre.
EN KONGE PÅ KORSET?
lad os starte med et spørgsmål: hvilket kontor har vi en tendens til at forbinde med Jesu død på korset? Præstedømme. Og det er rigtigt. Hebræerne fortæller os, at da han døde, handlede Jesus som præst for at bringe et sidste offer for en gang for alle for at redde sit folk. Men har du nogensinde lagt mærke til, hvilken slags billedsprog suffuses lidenskab fortællinger? Det er ikke præsteligt billedsprog; det er kongeligt billedsprog. Da han er pisket af romerne, er Jesus klædt i en lilla kappe og givet et rør som et septer. Da han er naglet til korset, er Jesus kronet med en tornekrone. Da han hang døende, tegnet over Jesu hoved læse, ” Jødernes Konge.”
så historien om Jesu død skriger til os, at Jesus på en smukt og alligevel ironisk måde dør ikke kun som præst, men som konge. Hans død er på en eller anden måde særligt og unikt kongelignende arbejde. Det er ikke sådan, vi normalt tænker på kongedømme. Konger handler om magt og herredømme. Når vi taler om Jesu suverænitet og majestæt, kalder vi ham Kongernes Konge. Når vi taler om hans lidelse og ydmygelse, har vi en tendens til at række ud efter præstesprog.
men her er hvad jeg vil have dig til at se og glæde dig over i dag: Jesu død i hans folks sted, hans frelse af dem fra deres synder, er naturligt, med rette og iboende bundet til hans kontor som konge. Faktisk kan du ikke forstå kongedømmet uden at forstå det. Du kan ikke med rette forkynde Jesus som konge uden at forkynde ham også som lidende Frelser. Det er det, jeg vil prøve at vise dig—at hele Bibelen stammer mod den gode nyhed om, at Guds folk ikke kun vil blive frelst af en konge, men af en slagtet Konges blod.
en bibelsk-teologisk sag
til dette formål, lad os lave en smule bibelsk teologi og spore et par temaer gennem Bibelens historie—især Kongedømme, repræsentation og lidelse. Vi vil se på dette i fire handlinger:
- Kongen i haven
- Kongen i Israel
- Kongen i Profeterne
- Kongen i sin skønhed
Kongen i haven
Genesis 1:28 definerer, hvad det betyder at være Guds billede. Gud befaler Adam at herske og herske over jorden. Han har ham Navn dyrene. Gud skaber myndighedsstrukturer. Dette er grunden til, at Satan kommer til Eva og som en slange. Han ønsker at ophøje og vælte alle de autoritetsstrukturer, som Gud havde lagt i skabelsens struktur.
vi kan allerede se betydningen og formålet med kongedømmet tage form—kongens rolle er at handle i retfærdighed ved med rette at afbilde Gud til hans skabelse. Han skal beskytte haven. Det var, hvad Adam skulle gøre, og han undlod at gøre det.
vi bør bemærke, at Adam havde to kontorer under Gud. Han var Konge—det kan du se på dominion-sproget. Men han havde også et andet kontor. Genesis 2: 15 siger, at Adam havde brug for at “arbejde” og “holde” haven. Ordet “arbejde”, abad, betyder præcis, hvad det lyder som. Adam skulle være havens vogter, dyrke den og opmuntre dens vækst i modenhed og skønhed. Og han skulle “holde” (shamar) haven, hvilket betyder mere end bare at holde den præsentabel. Det betyder snarere at “beskytte” det, “beskytte” det og sørge for, at intet ondt eller urent nogensinde kom ind i det, og hvis det gjorde det, for at sikre, at ondt blev dømt og kastet ud.
hvad der er fascinerende er, at disse to ord, abad, “arbejde” og, shamar, “holde”, er den præcise jobbeskrivelse ikke kun af Adam, men af præsterne i Israels tempel/Tabernakel. Det er ikke bare en tilfældighed. Edens Have var i sin essens et perfekt tempel-Guds bolig med mennesket. Og ligesom Præsterne, der ville abad og shamar Tabernaklet og templet, så Adam var at abad og shamar templet Edens Have. Han var ikke kun konge i Eden; han var præstekonge. Præstens og Kongens embeder var forenet i ham.
resultatet er selvfølgelig, at Adam som præstekonge i Eden skulle have handlet for at beskytte haven. Han skulle have henrettet slangen. Men han sluttede sig til Satans oprør. Således kastede Gud ham ud af haven sammen med kvinden og slangen og placerede en engel ved indgangen. Han ville med et flammende sværd fascinerende “vogte Vejen til livets træ” (Første Mosebog 3:24). Se? Hvis vice-regenten ikke ville shamar haven, ville den høje konge gøre det selv.
ved udgangen af Første Mosebog 3 situationen ser håbløs. Synd tager fat, døden begynder at regere, og hvis du ikke kendte historien allerede, ville du undre dig over, om der overhovedet er noget håb. Men så husker du Genesis 3: 15—et lyn i katastrofen-hvor Gud lover, at en anden vil komme, som vil gøre, hvad Adam undlod at gøre.
ordet “konge” bruges ikke der, men det er klart, at dette “frø af kvinden” vil udøve det kongelige herredømme, som Adam undlod at. Han vil hente sværdet, som Adam faldt, dræbe fjenden, som Adam allierede sig med, og vinde kampen, som Adam tabte. Med andre ord vil han endelig være den konge, som Adam undlod at være.
fra det tidspunkt begynder hele historien i Bibelen at dreje sig om det store spørgsmål: “Hvem vil være opfyldelsen af løftet om en ny konge i Første Mosebog 3:15?”Hvem er kongen, og hvordan reparerer han den skade, som Adam har gjort ved sit oprør mod Gud?
vi kan se, at spørgsmålet arbejder sig ud i resten af Genesis. I kapitel 4, Vi spekulerer på, om det er Kain, så i Første Mosebog 5:29, Lamek virkelig tænker sin Noah. “Ud af den jord, som Herren har forbandet, skal denne bringe os lindring fra vores arbejde og fra vores Hænders smertefulde slid.”Det er også slående, at håbet om en opfyldelse af Første Mosebog 3:15 ikke kun er en konges komme, men en konge, der vil vende døden og Forbandelsen. Præcis hvordan han skal gøre det er stadig overskyet på dette tidspunkt, men her er hvad jeg vil have dig til at se, selv så tidligt i historien: den gode nyhed, der er proklameret i Genesis, er ikke kun Kongens komme. Den gode nyhed er, at kongens ankomst vil betyde frelse-det vil betyde en ende på forbandelsen og en vending af døden og adskillelsen fra Gud, der skyldtes synd. Det er hvad Kongen gør.
gennem de næste par kapitler i Første Mosebog, at Første Mosebog 3:15 løfte om en kommende konge fokuserer på en mand, Abraham, og nationen, der ville komme fra ham.
det bringer os til anden akt.
Kongen i Israel
i Første Mosebog 12 er det klart, at Guds løfte om frelse er lokaliseret på Abraham. Fra ham kommer sæden, afkom (samme ord som Gen 3:15), som vil bringe velsignelse i stedet for forbandelse til verdens familier. Men den lovede sæd, opfyldelsen af Første Mosebog 3:15, er ikke Abraham eller Isak eller Jakob. Faktisk læser resten af Genesis som et kæmpe spil Kill The Carrier. Reuben? Nej, sover med sin fars Medhustru. Simeon? Niks. Levi? Niks. De gør det hele grimme ting i Sikem. Måske Juda? Nope, uheldig hændelse med Tamar. Åh, det er Josef; han er den lovede Konge!
men vi finder derefter Genesis 50:10. “Scepteret skal ikke vige fra Juda eller fyrstens stav mellem hans fødder, før han kommer til hvem det tilhører!”Chokerende; det er jo Juda. Og løftet om Genesis 3:15 hænger stadig der, fristende, men urealiseret.
gennem resten af Mosebøgerne, Gud holder lovende sit folk, at Kongen Kommer. I nummer 24 peger selv denne hedenske troldmand Bileam på fremtiden og siger: “jeg ser ham, men ikke nu; jeg ser ham, men ikke nær. En stjerne skal komme ud af Jakob, og et scepter skal rejse sig ud af Israel. . . . Og en fra Jakob skal udøve herredømme.”Du kan nemt høre Genesis ekko.
men stadig er løftet længe på at komme. Ved dommernes afslutning hører vi det ildevarslende omkvæd midt i rangkaos og ondskab: “der var ingen Konge i Israel.”
i Samuels bøger kommer en konge endelig. Historien om 1 og 2 Samuel, på sit ansigt, er historien om, hvordan nationen Israel fik en konge. Men under og inden for denne historie er en anden-historien om Gud, der lærte, hvad Kongedømmet i Israel handlede om. I David begynder kongens rolle og ansvar at blive klart.
hvad er disse ansvarsområder? De er især repræsentation og lidelse. Som historien spiller ud, bliver det klart, at dette er hvad Kongen gør. Han repræsenterer folket i sig selv, og han lider. Lad os tænke på begge dele.
først, repræsentation. Dette er ikke et frygteligt svært koncept at forstå. Suveræner siges ofte at repræsentere selve deres nations identitet. Dette var et stærkt tema i Israels kongedømme, og vi kan se det på flere måder. Tænk for eksempel på udtrykket “Guds Søn.”Vi ved, at det henviser til, at Jesus er den anden person i Treenigheden, Guds Søn. Men det var også en velkendt trontitel for Israels Konge.
- “jeg vil være ham en Fader, og han vil være mig en søn “( 2 Sam. 7:14).
- “HERREN sagde til mig: ‘du er min Søn'” (SL. 2:7).
- Gud siger om Kongen:” Han skal råbe til mig: ‘Du er min Fader, min Gud, min Frelses Klippe, og jeg vil gøre ham til den førstefødte, den højeste af Jordens Konger’ ” (SL. 89:26).
hvorfor skulle denne brug af “sønskab” – sprog være vigtig for at forstå Israels Konges rolle som repræsentant? 4: 22-23: “så skal du sige til Farao: ‘Så siger HERREN, Israel er min førstefødte søn, og jeg siger dig:’ Lad min søn gå, så han kan tjene mig.Grunden til, at kongen var Guds “Søn” og “førstefødte”, var, at Israel først var Guds “Søn” og “førstefødte”. Kan du se det? Israels identitet blev taget op og opsummeret i Kongen. De var forenet med ham. Han repræsenterede dem.
denne repræsentation betød, at kongen blev forstået på vigtige måder at handle for nationen. Hvad han gjorde, gjorde de. Hvad han gjorde havde konsekvenser for dem. Overvej 1 Krønikebog 21: 3, 7. Joab beder David om ikke at tage en folketælling. Han spørger ham: “Hvorfor skulle min Herre da kræve dette? Hvorfor skulle det være en skyld for Israel?”Men Kongens Ord sejrede over Joab. . . . Men Gud var utilfreds med dette, og han slog Israel.”Har du bemærket, hvad der skete? Kongen handlede, kongen syndede, og nationen LED konsekvenserne. Overvej også Salme 89:
men nu har du kastet og afvist;
du er fuld af vrede mod din Salvede.
du har givet afkald på pagten med din Tjener;
du har besmittet hans krone i støvet.du har brudt alle hans mure;
du har lagt hans højborge i ruiner.
alle, der går forbi, plyndrer ham;
han er blevet hån for sine naboer.du har ophøjet hans Fjenders højre hånd;
du har fået alle hans fjender til at glæde sig.
du har også vendt kanten af sit sværd tilbage,
og du har ikke fået ham til at stå i kamp.
hvad der sker med kongen sker med folket, og hvad der sker med folket sker med kongen. De er uadskilleligt forenet med hinanden. Han repræsenterer dem; han står i deres sted.
udover repræsentation lærer Davids Liv, at lidelse er et andet stort tema for kongedømme. At være Konge er at lide. Det er lige der i historien—Davids liv er ikke en af kongelig lethed; det er en af lidelse. Han bor i Ørkenen, han er fanget af fjender; selv når han tager tronen, har han ikke en nem tid. Hans regeringstid er hærget af familie stridigheder, borgerkrig, og konsekvenser for synd. Faktisk lover Gud at lide for kongen i den Davidiske pagt:” når han begår uretfærdighed, vil jeg tugte ham med menneskestangen, med menneskesønnernes striber ” (2 Sam 7: 14). Læs Salmerne. Mange af dem viser David råbe i nød og smerte—nogle gange som individ, men nogle gange (især i Bog 2) som nationens stemme. I slutningen af Bog 3 afslører Salme 89 intet andet end skam og fortvivlelse for kongen og derfor for nationen selv.
så lad os tage lager. Kan se billede af kongedømmet udvikle sig? I haven skal Adam, kongen, handle i retfærdigt Herredømme ved at skildre Gud korrekt til skabelsen. Kong Adam fejler, men en anden er lovet. Dette løfte udkrystalliserer sig i en pagt med David, Israels Konge, som lærer, at selve karakteren af kongedømmet i Israel er at repræsentere folket i sig selv og at lide.
det er dog stadig ikke klart, hvordan dette vil resultere i frelse. Disse er forskellige, ikke-forbundne skår af mening. Kongen ville repræsentere og kongen ville lide. Men hvad har disse ting at gøre med hinanden?
jo da, Israel havde en forståelse af stedfortrædende lidelse—en ting lider for en anden, døende, så en anden ikke skulle. Det er hele lektionen i offersystemet. Men det var Præsternes rige, ikke Kongen. Faktisk var det forbudt for kongen at udføre præstens pligter. Da Kong Ussia prøvede, slog Gud ham med spedalskhed, og han døde uden for byen i en landsby med spedalske. Det er et af de laveste punkter i Davidic-dynastiet.
så hvorfor disse forskellige stykker af betydningen af kongedømme, der ligger der som narsils skår? Hvad betyder de? Hvad bliver de, når du sætter dem sammen? Det ville blive lidt klarere, da profeterne afslørede mere af Guds plan og formål.
Kongen i Profeterne
ved slutningen af Davids liv var det klart, at han ikke var opfyldelsen af Første Mosebog 3:15. Han var et sløret billede af den lovede konge, men han var ikke ham, som Scepteret tilhører. Til sidst var Davids familie i oprør mod ham, og Adonija, hans søn, forsøgte at tilrane sig tronen, mens hans døende far blev holdt varm i sengen af en smuk kvinde. Dette er ikke ligefrem et billede af styrke.
situationen blev ikke bedre. Salomons regeringstid var herlig for en tid, men kollapsede på grund af hans Synd. Hans Søn Rehabeam var en katastrofe, resultatet af hans regeringstid var splittelsen af Davids Trone i to forskellige kongeriger. I sidste ende blev det nordlige rige invaderet af Assyrien og ført i eksil, aldrig at blive hørt fra igen, og det sydlige rige blev invaderet to gange af Babylon.
gennem alt dette sendte Gud dog i begge kongeriger en række profeter både for at kalde nationen til omvendelse og for at pege dem på en fremtid og bekræfte Guds hensigt om at holde løftet i Første Mosebog 3:15. Gennem århundrederne, profeter tog disse tråde af kongedømme, forening, repræsentation, og lidelse og begyndte at væve dem sammen til et betagende billede af en konge, der ville repræsentere sit folk ved at lide for dem, og så redde dem.
lad mig vise dig dette et par steder.
se først på Esajas. Den første del af Esajas ‘ profeti kan vi kalde Kongens bog. I den bekræfter Gud sin beslutning, selv i kølvandet på Ussias forfærdelige død, om at holde de nu stablede løfter i Første Mosebog 3, nummer 24, 2 Samuel 7 og Salme 2. Den anden del af Esajas kan vi kalde den lidende Tjeners bog. Det i, denne lidende HERRENS Tjener lider i stedet for sit folk som et offer for deres synder. Vi ser dette først og fremmest i Esajas 53. Men chokeren er, at når du læser Esajas, indser du, at denne lovede Konge og denne lidende tjener er en og samme person. Ser du skårene komme sammen? Vi kan nu begynde at se, hvordan Kongens repræsentation af folket og Kongens lidelse passer sammen. Genesis 3:15 ville blive opfyldt af en konge, der ikke bare ville lide, men ville lide som repræsentant for sit folk—for dem i deres sted.
for det andet, se på Sakariah. Sakariah fokuserer på både præst og konge—to separate kontorer. Siden faldet i Eden var disse kontorer altid blevet adskilt. Kongen regerer, mens præsten udfører forsoningsofrene. Så Sakarias kommer og siger-ikke overraskende-at Gud vil redde sit folk gennem disse to kontorer præst og konge. Derefter finder vi i kapitel 3 et syn, der introducerer Josua, datidens Ypperstepræst; derefter et andet syn i kapitel 4, der introducerer guvernøren Nulbabel.
men så sker der noget forbløffende. “Og HERRENS Ord kom til mig:” Tag fra de landflygtige, der er ankommet fra Babylon. . . . Tag sølv og guld fra dem og lav kroner og læg det på ypperstepræstens Josuas Hoved ” (Sakarias 6:9-11).
Vent, hvad? Vores sind er straks fanget af to problemer. For det første skal de lave kroner—flertal. Men så står det at sætte det-ental, en krone-på nogens hoved. Og hvem er hovedet? Ikke guvernøren Nulbabel, men Josuas, Ypperstepræstens overhoved. Dette er chokerende! Det er så chokerende, at folk har hævdet, at Sakariah fik navnet forkert, og at Nulbabel skulle have været den kronede. Men det er hele pointen! Denne vedtagne lignelse viser, at en dag, kongedømme og præstedømme ville fusionere sammen. De to kroner er smedet til en. Israel vil ikke længere have en præst, der vil sone og udføre ofre, og en konge, der vil herske og repræsentere og lide. Endnu en gang ville en enkelt, forenet præstekonge repræsentere folket og tilbyde sig selv som et offer for dem.
anden halvdel af Sakarias bog driver dette hjem. Det fortæller, hvordan folket afviser deres konge, gennemborer ham og løber ham igennem, og frelse vil strømme fra hans død. Hvorfor sker dette? Hvorfor skal Kongen rammes for sit folk? Fordi det er hvad Kongen gør. I kærlighed står han i sit folks sted for at absorbere den vrede, der burde have været deres.
Kongen i sin skønhed
selvfølgelig kommer alt dette til sin endelige ende, mål og opfyldelse, når engelen siger til Maria: “Se, du vil blive gravid i din skød og føde en søn, og du skal kalde hans Navn Jesus. Han vil være stor og vil blive kaldt den Højestes Søn. Og Gud Herren vil give ham sin Fader Davids Trone, og han vil herske over Jakobs Hus for evigt, og hans rige vil der ikke være nogen ende” (Luk. 1:31–33).
alle evangelierne skriger: “dette er kongen!”Men nu forstår vi—Og Jesus selv forstod-at det at tage kronen, at være Konge, også var at være den lidende tjener, der skulle dø.
jeg tror, at et af de mest ekstraordinære og gribende øjeblikke i hele Bibelen er Jesu dåb. Kan du huske, hvad stemmen fra himlen siger? “Dette er min elskede Søn, i hvem jeg er godt tilfreds.”Denne erklæring er fyldt med mening, og det hjælper os med at se, hvordan alt dette kom til sin opfyldelse i Jesus.
vi får at vide tre ting om Jesus i denne erklæring:
først, “min elskede Søn.”Dette er Gud Faderens meddelelse om, at Jesus er hans kære elskede Søn, den der, som apostelen Johannes udtrykker det, er Guds enbårne Søn, den der var hos Gud og som faktisk var Gud lige fra begyndelsen.
for det andet erklærede Gud med denne samme sætning igen, at Jesus var den længe ventede Messias, Israels Konge. Gud kaldte først Israel “min Søn”, da han førte nationen ud af Egypten. Men senere blev titlen givet til kongen, repræsentanten for hele nationen for Gud. Jesus er her givet denne titel; han træder ind i embedet som Konge og repræsentant.
endelig, “min elskede Søn, med hvem jeg er godt tilfreds.”Dette virker som en almindelig erklæring, men det peger på et andet kontor, som Jesus trådte ind i. Disse ord afspejler Esajas 42: 1, Hvor Gud siger: “Se min tjener, som jeg opretholder, min udvalgte (eller elskede), i hvem min sjæl glæder sig.”Min tjener—den samme tjener, som ville blive foragtet og afvist af mænd, som ville lide i stedet for sit folk. Her var den lidende tjener.
med sin dåb og med disse ord fra himlen træder Jesus fuldt ud ind i de roller—de kontorer—som Gud havde til hensigt, at han skulle udfylde lige fra begyndelsen. Man kan sige, at Jesus med disse ord fra himlen påtager sig den tredobbelte krone-Himmelens krone som Guds Søn, Israels krone som den længe ventede konge og Tornekronen som den lidende tjener, der ville redde sit folk ved at lide for dem i deres sted. Derfor var det rigtigt for ham at blive døbt med en flok syndere—ikke fordi han var en synder, men fordi han påtog sig kontoret for at være deres repræsentant, deres konge, endda deres mester.
ved du hvad der sker næste? Det er fantastisk! Efter at have trådt ind i disse kontorer rejser Jesus sig straks, tager sit sværd op og går ud i ørkenen for at påtage sig sit folks dødelige fjende—den der ville knuse hans kongelige hæl, men hvis hoved han ville knuse.
alt det kongelige billede omkring korset. Den purpurrøde kappe, Tornekronen, tegnet over hans hoved-Jesus døde som konge, ikke kun som præst. Ja, den kommende konge ville indvie et rige, men han ville også bære sit folks synder og kvalificere dem til at leve sammen med ham i dette rige. Kan du se det? Jesus er ikke kun kongen; han er den lidende Konge. Han er ikke kun Konge Jesus den store, men Konge Jesus den korsfæstede og opstandne.
tre afsluttende observationer
først håber jeg, at du kan se nu, hvorfor jeg siger, at et evangelium om blot kongedømme er utilstrækkeligt. Det er utilstrækkeligt, fordi det ikke gør retfærdighed til selve rollen og ansvaret for Israels Konge. At være Konge var at repræsentere og lide i stedet for dit Folk. Det er, hvad Jesus gør. Prædiker Jesus som konge. Forkynd hans Herredømme og magt og autoritet. Tal om de nye Himle og den nye jord, det rige af retfærdighed og retfærdighed, som han selv opretter.
men husk, at den gode nyhed ikke er Kongens komme, fuld stop; det er Kongens komme til at lide, dø, rejse sig og redde.
for det andet håber jeg, at du nu kan se, hvorfor korset står i centrum af evangeliet; hvorfor Paulus omtaler sit budskab som “Korsets Ord”; hvorfor det mest utvetydige vidnesbyrd om Jesu kongedømme i evangelierne er et tegn, der hænger over hans hoved, når han dør på korset. Dette er hvad kongedømme betyder – at være Konge er at lide, at dø, at rejse sig og at redde. Det er mærkeligt at se evangeliske kæmper så ofte med rige og kors. Det er næsten som om vi behandler dem to som forskellige historier, og vi kan ikke finde ud af, hvordan korset passer ind i denne historie om Kongeriget. Så det lykkes os at skabe en kløft mellem korset og Kongeriget, med Kors herovre og rige derovre, og alle hænger på den ene eller den anden side af kløften og håner mistænkeligt på hinanden.
men Bibelen efterlader os ikke med den slags opdeling. Korset og riget er teologisk uadskillelige, fordi den eneste vej ind i riget er gennem korset.
sådan skal vi sætte alt dette sammen. Den eneste måde at blive inkluderet i riget, for at modtage rigets velsignelser, er gennem kongens blod.
så brødre, lad mig formane dig et øjeblik. Hvis du forkynder en prædiken eller skriver et kapitel om den gode nyhed om riget, men forsømmer at tale om korset, har du slet ikke forkyndt gode nyheder. Du har lige vist folk en vidunderlig ting, som de ikke har ret til at være en del af, fordi de er syndere. Hvad Jesus selv og apostlene forkyndte, var ikke kun rigets komme; det var rigets komme og den måde, hvorpå folk kunne komme ind i det.
så med alle midler, prædike om riget. Tal om Jesu erobring af det onde. Skriv om hans kommende regeringstid. Men lad ikke som om, at alle disse ting er herlige gode nyheder helt alene. Det er de ikke. Den blotte kendsgerning, at Jesus kommer til at regere verden med perfekt retfærdighed, er ikke gode nyheder for mig; det er skræmmende nyheder, fordi jeg ikke er retfærdig! Jeg er en af de fjender, han kommer til at knuse! Det kommende rige bliver kun gode nyheder, når jeg får at vide, at den kommende konge også er en frelser, der tilgiver synd og gør folk retfærdige—og det gør han gennem sin død-og ødelægger døden på korset og opstandelsen til Tidernes liv.
for det tredje, og endelig håber jeg, at du på ny kan føle en impuls i dit hjerte til at glæde dig over at tilbede denne lidende, døende, stigende Konge.
krone ham med mange kroner,
lammet på tronen:
Hark! Hvordan heav ‘ NLY anthem drukner
al musik undtagen sin egen!
Vågn op, min sjæl og syng
af ham, der døde for dig,
og hils ham som din mageløse Konge
gennem al evighed.
* * * * *
Redaktørens note: Dette let redigerede prædikenmanuskript udskrives her med tilladelse fra Together for the Gospel.