det fantastiske ved poesi er, hvor allestedsnærværende det er i vores hverdag, ofte uden at vi engang bemærker det. Normalt er det tænkt som et arkaisk og stift struktureret system af ord/betydninger, som du skal genlæse flere gange for virkelig at sætte pris på. Jeg har aldrig ønsket denne tilgang, fordi den behandler kunst som kun at have en enkelt betydning, mens man behandler læserens egne personlige tanker om værket som dybest set irrelevante, hvis de ikke er i overensstemmelse med den accepterede konsensus. Det ser ud til, at det ville være mere nyttigt, hvis vi stoppede med at se på poesi som noget, vi skulle værdsætte og mere som noget, vi skulle nyde.
et af de vigtigste punkter i at skrive og læse poesi er at lade ordene blande sig med dine egne livserfaringer, så du kan have et møde i sindet med en forfatter, du beundrer. Jeg har denne helt ubeviselige teori om, at folk naturligt trækker mod kunstværker, de kan forholde sig til. Det meste af tiden er der ikke noget bevidst forsøg på at finde et kunstværk til det rigtige tidspunkt. Det sker ofte bare slags, uafhængigt af vores egen menneskelige vilje.
tænk på den tid, du så en film, der syntes at opsummere den måde, du følte, da du gik ind i teatret. Eller måske var der en bog, du læste en gang, hvor fortællingen syntes at ekko dine egne interne ideer om livet. Jeg overvejer at lytte til Bob Dylan for at være den første realtid, dette skete for mig, og senest har det læst Infinite Jest af David Foster. At engagere sig med kunst på denne måde kan være et middel mod ensomhed, fordi det viser os, at alle har de samme følelser, som vi gør lige så stærkt som vi gør.
stor poesi, og i forlængelse stor skrivning generelt, er ikke noget,du kan kvantificere og skrive ned i en trin for trin proces. Det er ofte ikke meget logisk. Når det virker, vil du føle det i dit inderste væsen (dybest set din sjæl, hvis du er tilbøjelig til religiøs terminologi) og forsøger at forklare, hvorfor det normalt bare tømmer en del af oplevelsen. Sikker på, du kan bemærke alle de anvendte teknikker (alliteration, onomatopoeia, rim) og tale om, hvordan de får dig til at føle, men i slutningen af dagen vil det ikke forklare, hvorfor du får en følelse af katarsis fra at læse noget, du forbinder med på et tarm/åndeligt niveau.
det punkt, jeg går efter her, er, at du ikke nødvendigvis engang har brug for formel struktur, rim eller traditionel måler for at gøre noget “poetisk” ud af dine ord og tanker. Poesi er dedikeret til at beskrive de ting, vi ikke har noget andet afsætningsmulighed for. Ting som hvor meget du elsker dine forældre eller de ubevidst komplekse tanker, du har, når du ser på himlen.
det sprog, vi taler, læres os, når vi ikke engang er gamle nok til at huske at lære det. Det er det mest potente instrument, vi har som art til at forklare andre mennesker, hvordan verden ser ud gennem vores øjne. Alle har deres egne små særheder af tale og tankemønstre. Poesi er simpelthen at skrive dine individuelle oplevelser ned, som du husker dem, og lade læserne se, hvordan det er at være dig et par sider.
så gør noget meningsfuldt og del det med en person, du elsker!